”FÅ ET BARN TIL AT TEGNE EN BIL, og han vil højst sandsynligt farve den rød.”
Ordene var Enzo Ferraris, og i verdens mest ikoniske bilmærkes butik i Milano giver de ret meget mening. Rød går igen, men ikke på biler, for her er ingen.
Dette er nemlig noget så specielt som en modebutik for et brand, der er så stærkt, at man knap nok behøver at vise hovedproduktet – bilen – men blot kan nøjes med at vise den stejlende fuldblodshingst på brystet af polotrøjer og sweatshirts, hvis man vil have folk til at rive tegnedrengen op af lommen.
Men i dag er det ikke kun Ferrari, der larmer i butikken i Galleria Vittorio Emanuele II. Det gør en højttaler også, og hvis man har blot den mindste indsigt i hi-fi fra øverste hylde, eller bare kommer fra Danmark, vil man hurtigt genkende designet.
Det er ikonisk, og det er fra B&O. Og det er netop et designsamarbejde mellem B&O og Ferrari, der bliver lanceret i dag, og som er kulminationen af måneders arbejde i de to firmaers respektive designafdelinger.
Midt i lokalet står Benedetto Vigna og Kristian Teär, CEO for henholdsvis Ferrari og B&O. Den ene italiener, den anden svensker, begge i spidsen for luksusbrands med produkter, der henvender sig til verdens mest velhavende mennesker.
”Enzo Ferrari, Peter Bang og Svend Olufsen var alle tre visionære, som redefinerede de industrier, de arbejdede i, ved at udfordre det eksisterende. Deres arv går igen gennem generationer og er med til at sikre den høje kvalitet, som vi kender i dag,” fortæller Kristian Teär med en stensikker, indøvet rutine, som var det fra et usynligt talepapir, som kun CEO’s for børsnoterede virksomheder kan levere det.
Da vi tidligere på dagen taler med ham, er det for at få hans blik på en virksomhed, der mange gange har været dømt ude, men som han slider for at få ikke bare på ret køl, men langtidssikret ind i fremtiden.