Iffe Lundberg er den første dansker i NBA, men det var ikke planen, at det skulle ske allerede nu

Iffe Lundberg er den første dansker i NBA, men det var ikke planen, at det skulle ske allerede nu

En drengedrøm gik i opfyldelse, da den danske basketballspiller Iffe Lundberg i marts skiftede til den amerikanske liga NBA, hvor han er den første dansker til at optræde nogensinde. Skiftet er historisk, men kom i hus på en trist baggrund. Journalist Simon Kirkegård mødte Iffe Lundberg i hans sommerhus, en uge før den nyslåede NBA-spiller rejste mod USA.

Høj Disneymusik og skingre tegnefilmsstemmer buldrer ud af TV’et, der hænger på væggen i et sommerhus lidt uden for Odder. Camilla og sønnen Jamie leger i sofaen, og selvom sengetid nærmer sig, er Jamies energitank atter ikke tom. Han bryder med legen for en stund for at gå over og hilse på sin far, der sidder ved køkkenøen i den anden ende af rummet. Gabriel Ifeanyi Lundberg. Alle kalder ham for Iffe – Gabriel reagerer han knap nok på mere. Iffe udspringer af Ifeanyi, der er efternavnet hos hans nigerianske familie.

Han er Danmarks bedste basketballspiller, og så er han den første dansker, der kommer til at spille i NBA i USA, verdens bedste basketball-liga. Han har netop skrevet kontrakt med ligaens førerhold, Phoenix Suns, for resten af sæsonen. I første omgang skal han hjælpe sydstatsholdet med at lande det første mesterskab i klubbens historie.

”Siden jeg var fem år gammel, hvor min bror tog mig med i baskethallen for første gang, har jeg drømt at spille i NBA. Jeg har altid troet på, at det skulle ske, men nu har jeg nået det punkt, hvor jeg kan tænke: 'Endelig!' Jeg er virkelig spændt og klar,” fortæller Iffe Lundberg med en imponerende ro i stemmen.

Så meget ro, at man fristes til at tro, at det historiske skifte slet ikke er sket for Iffe Lundberg. Men det er det. Og det er snart.

Det er en marts-aften kun en uge før Iffe Lundbergs afrejse til USA og Phoenix. Siden hjemkomsten fra Rusland og frem til afrejse har han boet sit sommerhus sammen med sin kone Camilla Frommelt Andersen og deres to-årige søn Jamie.

Der er en afslappet og hyggelig stemning i det nyere sommerhus, og for en stund glemmer man alt om, at det huser en af tidens mest omtalte, danske sportsstjerner. Iffe Lundbergs telefon taler dog sit eget sprog. Med mere end 200 ubesvarede beskeder og 80 ubesvarede opkald samt en fordobling i antallet følgere på Instagram på et par dage er der en anderledes heftig aktivitet og opmærksomhed omkring ham.

”Der var meget opmærksomhed før, men slet ikke i samme grad. Alle nyhedsstationer og alle aviser har rakt ud. Det er kæmpestort, men det er også meget at se til,” fortæller Iffe Lundberg i køkkenalrummet.

Han er fattet omkring opmærksomheden, og forstår fuldt ud parnasset omkring skiftet. For det er større end ham selv. Til trods for at basketball er en af de mest eksponerede sportsgrene på globalt plan, er det i Danmark af en noget mindre størrelse med blot lidt mere end 18.000, der spiller på klubplan. Det placerer basketball som nummer 23 på Dansk Idrætsforbunds seneste liste over de mest dyrkede sportsgrene i Danmark.