Prolog
Da Magnus Cort var fem år gammel, cyklede han en vinterdag i omegnen af 30 kilometer med sin far. Det var ikke planlagt, det skete bare. Den lille dreng – hvis forældre da godt nok havde dyrket en hel del langdistanceløb og derfor – måske – havde givet en fordelagtig evne udi disciplinen smerteudholdelse videre til deres børn – var bare ikke stoppet med at træde i pedalerne.
Om morgenen dagen efter var Magnus Cort ikke kommet ud fra sit værelse af sig selv, så forældrene gik ind for at vække ham. Inde på værelset viste det sig imidlertid, at den hårdføre dreng lå ufrivilligt bundet til sin seng. Eller det vil sige: Magnus Cort kunne ikke folde sine ben ud. De havde låst sig fast i en form for krampe, så familien kørte afsted mod skadestuen på det lokale sygehus i Rønne.
Faren, Anders Cort, husker det, som om de fastlåste ben langsomt løsnede sig op af sig selv, og familien kunne vende hjem igen uden yderligere dramatik. Når Anders Cort tænker tilbage på den dag, hvor han sammen med sin søn pludselig (og uden pres, understreger han) havde tilbagelagt 30 kilometer gennem et vinterligt Bornholm, slår det ham, hvorledes den femårige knægt ikke på noget tidspunkt havde sagt et pip.
”Han cyklede bare.”
I lejligheden i Pyrenæerne (første gang)
MAGNUS CORT ÅBNER DØREN og stikker sin solbrune hånd frem, og vi hilser. Han kigger på mig med et flakkende blik, op, ned, op; som om han vurderer mig. Jeg har – ligesom Magnus Cort – et overskæg, og jeg får den tanke, at han måske står og spekulerer på, om jeg tager pis på ham. Om mit er påklistret, sådan et fastelavnsskæg, eller om det er groet ud til lejligheden.
Under et telefoninterview nogle uger senere forsøger jeg at spørge ham, om jeg havde ret – altså om han stod og tænkte noget i den dur. Det kan han ikke lige huske, svarer han, men fortæller så, at han var i København for ikke så forfærdeligt længe siden, og her måtte han høre sin ven ad, om alle de overskæg, han med egne øjne kunne konstatere, var piblet frem i bybilledet, var kommet efter i sommer (altså efter Magnus Corts bjergtagning af det danske folk under det års Tour de France), for sådan så det altså ikke ud for 10 år siden, da han stadig selv boede i hjemlandet.
