DET MINDER OM de her videoer på internettet, hvor to hunde står og gør balstyrisk ad hinanden på hver sin side af et hegn, indtil hegnet fjernes, og de gøende hunde med ét bliver til mindelige, blide lam, da Morten Dahlin fra Venstre en tidlig novembermorgen møder Steffen Larsen fra Liberal Alliance ude foran Christiansborg. Begge er på vej på arbejde.
”Hvor kommer du med toget fra?” spørger Dahlin.
”Fra Lyngby,” svarer Larsen. ”Dig?”
”Karlslunde.”
Man fornemmer næsten ikke, at de to – med journalister som mellemmænd – har været i struberne på hinanden i ugen, der er gået. Efter Anklagemyndigheden droppede sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, har Venstres Dahlin stillet en dør på klem for, at man skal ændre i loven, så det bliver lettere at køre sager om statshemmeligheder for lukkede døre. Til stor utilfredshed for retsordfører Larsen:
”Morten Dahlin skal genlæse nogle af de ting, han skrev under valgkampen om FE-sagen, og overveje, om det er den rigtig position at tage, eller om vi skal gøre noget, som minder om noget, man ville gøre i Hviderusland – nemlig en lukkethed om politiske sager i retsvæsnet,” svirpede han til Altinget.
Det har Dahlin ikke glemt, da jeg senere på hans kontor spørger ham, om den slags – ufrivillige møder med dem, man kriger med i pressen – egentlig kan være lidt akavet.
”Ja, han sagde noget fuldstændig tåbeligt.”