Jeg er vokset op på Fensmarksgade på Nørrebro i København i en lejlighed med min mor og min søster. Min mor var SOSU-assistent og måtte kæmpe for at få enderne til at hænge sammen. Hun var 23, da hun fik mig, og to år senere kom min søster til. Vi delte værelse, indtil vi var omkring 10 år. Så fik vi hvert vores, mens vores mor sov i stuen.
Da jeg var barn, synes jeg, jeg havde det fedt. Man har det ikke dårligt over, at man har et problem, hvis man ikke er klar over, at det problem eksisterer. Bevidsthed vokser først, når man bliver ældre. Og der er nogle ting, der har sat sine spor. Fx: Da jeg var omkring syv år, blev det i en periode mørkt i lejligheden, når solen gik ned. Hvor vi måtte sidde med stearinlys på toilettet.
Når elregningen ikke bliver betalt, så er man måske lidt pinlig i forhold til at invitere sine venner med hjem. Jeg tog det med i skolen, hvor mit hoved kunne være et helt andet sted. Når der ikke er noget el derhjemme, er der ét spørgsmål, man gerne vil undgå fra sine venner. ’Vi kan også bare tage hjem til dig?’
Det sidder stadig i mig. Den dag i dag har jeg aldrig folk på besøg hjemme hos mig selv.
Da jeg var otte år, fik vi en aflastningsfamilie i Havnsø. Per og Mariann. De kunne ikke selv få børn, men så fik de i stedet min søster og mig i weekenderne og i ferierne. Det var fedt at komme i aflastning. Vi gik ture, var med til deres nevøs fødselsdag og sådan noget. Der blev slet ikke set skævt til det fra mine venner hjemme på Nørrebro. Snarere tværtimod. ’Wow, har I råd til det,’ sagde de.
Jeg er født i Hjørring, og vi boede der de første par år af mit liv, inden vi flyttede til København. Engang, da jeg var barn, var vi tilbage og besøge byen, og jeg kan huske, at jeg gik rundt og tænkte: ’Hvad nu hvis jeg boede her’? Mest som en praktisk ting, jeg var aldrig rigtig nostalgisk omkring det.
Nørrebro er en meget stor del af den, jeg er. Min mor havde et arbejde og to børn. Hun havde ikke tid til at hjælpe os så meget. Men hun er meget, meget stolt af både mig og min søster.
Uanset hvad, vil jeg altid elske mine børn, når jeg selv får nogen. Men jeg vil også lade dem vide, at der er ting, jeg ikke kan gøre for dem. Jeg vil gerne støtte dem. Jeg vil gerne trøste og vise vej. Men jeg kan ikke rigtig hjælpe dem. Det tror jeg meget på.
