JEG ER LIGE kommet tilbage fra Haiti. Der er fuldstændig kaos nu. Jeg har ikke været der i et par år, først kom corona, og så opstod der en voldsom uro i landet. Men sammen med min søn, Asger, besluttede jeg, at vi måtte derover igen.
Vi har et projekt derovre, en slags refugium, vi prøver at bygge op fra bunden. Det ligger på et fantastisk sted i Cap-Haïtien på nordkysten af Haiti. Der er jeg kommet siden jordskælvet i 2010, der ramte ved Jacmel, hvor jeg boede.
Siden har jeg ikke været på sydkysten på Haiti. Jeg har opgivet Jacmel. Det er meget smertefuldt for mig: at miste drømmen om det hus, jeg havde regnet med, jeg skulle bo i i resten af mit liv.
DET IRRITERER MIG, at jeg ikke kan rejse på den samme måde, som jeg kunne tidligere. Ubesværet. Jeg har ikke den samme energi længere. Engang satte jeg mig bare ind i et tog og mødte det hele med åben pande.
Så enkelt er det ikke længere. Jeg er heller ikke god til at pakke en kuffert. Måske jeg aldrig har været god til det. Men jeg får hjælp til det. Min producer og ven, Marianne, som jeg har kendt i en menneskealder, er vanvittigt dygtig til det. Hun gør det for mig.
Det er sindssygt vigtigt, hvordan tingene ligger. Jeg har nogle klare krav omkring, hvordan den kuffert skal pakkes. Og at jeg får alt det, jeg har brug for, med. At man dropper de overflødige ting. Det er et af de største problemer, der er.
Jeg glemmer tit ting, der nok burde have været med. Men passet, det rødbedefarvede pas, det er jeg trofast overfor. Det kommer altid med.
MIN FAR VAR en klog mand. Inden min første udlandsrejse sagde han: ’Husk nu at bruge dine øjne, søn.’ Man skal huske at opleve verden med sine øjne. Tage det, man ser og oplever, ind. Danne sig indtryk. Prøve at forstå det, man ser. Og så formidle det. Jeg satte mig for, at det ville jeg gøre i hele mit liv. Og det har jeg gjort.
