HVOR SKAL MAN OVERHOVEDET starte med Artigeardit?
Alt i hans tilværelse fremkommer cirkulært, alle fordele er i virkeligheden ulemper, svagheder er styrker, enhver succes kan ende i forfald, og enhver tragedie kan konverteres til stor kunst. Så lad os starte med slutningen:
Det har været en lang uge, og Artigeardit er vågnet i sin lejlighed henad klokken 17. Hans nye album, ’Længe Leve’, er en uge gammelt, og han har fejret det, som om han kun havde en uge tilbage at leve i. Det er ham vel undt. Albummet er landet på en andedunsblød pude af seksstjernede anmeldelser, dagen efter udgivelsen står der Artigeardit ud for Spotify-hitlistens plads nummer to, tre, fire, fem, seks, syv og otte. Fans (i flertal) skriver til ham, at han har reddet deres liv, og manden med ordene er målløs over modtagelsen.
”Det er det sygeste, brormand,” prøver Artigeardit – som alle, og herfra også jeg, bare kalder ved fornavnet Ardit.
Nu er hans arbejde gjort, resten må pladeselskabet tage sig af, og han er klar til at lade sig sænke ned i den deadlinefrie sump af dag-til-dag-beslutninger, han egentlig trives bedst i, hvis det ikke var for én lille ting, en sidste pligt:
Journalisten (som er mig), der efter bedste evne har hægtet sig på ham i de seneste måneder, kimer ham ned med opkald og sms’er med tiltagende desperate emojis (efter den femte ubesvarede sms må jeg i ren forlegenhed ty til den panisk glade mand med cowboyhat på).
Ardit har ellers været gavmild med sin tid. Jeg har set ham åndsforladt og tom for idéer, jeg har set ham hive en musikalsk feberredning ud af ærmet kvart i lukketid, jeg har været med ham i tv og til provinsgymnasiekoncerter. Men han har lovet et sidste interview. Og der var vigtige spørgsmål, han manglede at besvare.
Klokken er blevet 19, før Ardit melder afbud til den aftale, vi havde i går, og inviterer mig hjem til ham. Nysgerrige blikke følger ham, hvor end han går, og så meget desto mere foretrækker han med tømmermænd et privat visit.
