Et venskab besegles
Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft begynder begge på Journalisthøjskolen i februar 2008. De går i samme klasse.
Peter: ”Jeg var i gæld til Esben fra dag ét, da Esben som noget af det første skulle lyve på mine vegne om, hvor jeg var henne. Sagen var, at den første uge af Journalisthøjskolen desværre faldt sammen med DM i snowboarding i de franske alper, og det ville jeg ikke gå glip af. På første dag af konkurrencen faldt jeg og brækkede kravebenet og dislokecerede min skulder. Alligevel tog jeg ikke hjem, jeg blev der bare uden at køre. Skæbnen ville, at der var bragende godt vejr i Alperne, så da jeg landede i Danmark med armen i slynge, havde jeg goggle-tan, ren Bjørnebanden, og det harmonerede ikke med studiestart i februar. Jeg skrev til vores lærer, at jeg var faldet i badet og havde brækket skulderen, og at jeg uheldigvis havde goggles på i solariet. Det var en kritisk nødløgn, som Esben måtte underbygge, fordi vi var i gruppe sammen. Jeg lærte meget hurtigt at stole på Esben.”
Esben: ”Det var også på det tidspunkt, at Peter havde en hurtig weekend, hvor der lige skulle fejes op om søndagen.”
Peter: ”Esben og jeg havde den fælles skæbne, at vi begge kort inde i studiestarten gik fra at være i forhold til at være på fri fod. Vi havde en skæbnesvanger aften på Journalisthøjskolens bibliotek, hvor jeg sad og hørte Tracy Chapman på min pc.”
Esben: ”Du var trist.”
Peter: ”Og ude i horisonten lurede et uvejr i form af en pubcrawl gennem Aarhus, som var en del af introforløbet. Meningen var, at man skulle drikke sig ned. Og alle ved, at når man har tumult i kærlighedslivet, så kan en brandert gå to veje: Du kan ende med at græde utrøsteligt, eller du kan have dit livs aften. Mellem de to muligheder er der intet. Du kan ikke have en standard aften. Vi valgte dør nummer to.”
Esben: ”Der var god fart på.”
