FORESTIL DIG, at du skulle bruge seks dage – to i Jylland, fire i New York – med Lars Løkke Rasmussen. Hvordan ville det blive? Mange ser nok for sig – jeg ved det faktisk, for jeg har spurgt – noget i retning af: fadøl og smøger i ét væk, arbejdsraseri til langt ud på natten, ætsende karaktermord på journalister og politikerkollegaer på bagsædet af ministerbiler, morgensurhed, diplomati efter solnedgang, snarrådige manøvrer på det politiske taktikbræt.
Noget af det er i overensstemmelse med virkeligheden, noget af det er ikke. Det skriver jeg med sikker hånd, for jeg har klynget mig fast til Lars Løkke Rasmussen og hans hektiske arbejdsdage. Fra tidlig morgen til sen aften. Her er, hvad der skete.
DEL 1
NEW YORK → 17.-18. september
FOR AT ARBEJDE for Lars Løkke Rasmussen må man besidde mange kompetencer. Én af de mest væsentlige er evnen til at holde sin mund. Det viste sig tydeligt en lummer og regntung aften på det merkantile Manhattan, hvor udenrigsministeren sjoskede gennem byen under en sort hotelparaply.
Alle hans kropsdele pegede mod fortovet, og foran ham førtes vejen an af fem kompetente mennesker. Typer, der aldrig glemmer at tage bæltet af i lufthavnssecurity. Typer, enhver mor ville overlade sin nyfødte i armene på.
Med sig bar de pligt og pli, bunker af papirer, sikkerhedskrypterede telefoner og tocifrede universitetskarakterer. De var delegationen, udenrigsministeren havde taget med sig til New York.
Delegationen snoede sig ubesværet gennem mylderet af turister og tæt trafik, hele tiden med et halvt øje reserveret til én mand: ham, de kalder ministeren. Og tydeligt for dem alle var det, at hvad end der måtte trænge sig på af spørgsmål, mødebriefinger og pressehenvendelser, ville det blive taget bedre imod i morgen.
