Annonce
Han har kun ét ben, men har opnået rekorder, som de færreste med to ben nogensinde ville kunne komme i nærheden af.
Daniel Wagner kan springe over syv meter i længden og løbe 100 meter på 12,30 sekunder. To år efter, han begyndte at dyrke atletik seriøst, deltog han i sit første PL i London. Og vandt sølv.”Jeg tror ikke, jeg havde kunnet sætte ord på det dengang, men nu ved jeg, at sporten var mit lys. Jeg havde pludselig et mål at kæmpe for. Jeg tror selv, det har været en af de helt store grunde til, at jeg har kunnet drive det så langt,” forklarer Daniel Wagner.”Jeg har lært, at livet består af en masse tilfældigheder, og det hele står og falder med, hvordan du formår at gribe dem. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at læne mig ind i den nye virkelighed."
Hvordan balancerer man et almindeligt liv med venner, familie og kæreste med alt det, elitesport kræver? Ifølge Daniel Wagner handler det om at prioritere sin tid rigtigt, men også om at indrette sig, så man gnidningsfrit kan komme gennem både hverdagen og byen. Derfor er han en del af Team Toyota.
Team Toyota støtter sportsudøvere i deres kamp for førstepladsen. Lige nu består holdet af i alt seks sportsudøvere, heriblandt Daniel Wagner, som er paralympisk atlet i længdespring og sprint, OL-atlet Sebastian Fini på mountainbike og paralympisk bordtennisspiller Peter Rosenmeier.
Toyota er mobilitetspartner til OL og PL og støtter i øvrigt de Team Toyota-atleter, som deltager i årets lege for at muliggøre deres medaljedrømme.
”Ja, det kan jeg sagtens. Jeg var til en gymnastikopvisning i Vejle, min hjemby, og undervejs skulle vi lave forskellige spring, blandt andet på minitrampolin. Jeg kan huske, hvordan jeg løb mod trampolinen, satte af, drejede rundt i luften to gange og gjorde klar til landing, så madrassen under mig, og puf; så blev det sort.
Et splitsekund efter vågnede jeg og kunne mærke, at noget var galt. Jeg havde højst oplevet en forstuvning før ulykken, men her lå jeg med min knæskal oppe på låret og en masse ødelagte sener. Mit ben var zig-zagget som et lyn.
Der blev ringet efter en ambulance, og med min far ved min side blev jeg kørt til hospitalet. De gav mig lattergas, så det hele kørte rundt. Jeg har aldrig prøvet at ryge hash, men jeg tænker, det nogenlunde er sådan, det føles.
Der blev taget et røntgenfoto, og så blev jeg lagt i narkose. Da jeg vågnede rigtigt igen, var mit ben væk.
Amerikanerne er blevet ligeglade med os. Og det bliver dyrt
